18.11.2016
HOFOR klimasikrer nu boligområdet Hornemanns Vænge i Valby. Det betyder, at de store boligblokkes tagvand afkobles fra kloakken. Det mindsker presset på kloakkerne ved kraftig regn. Samtidig bliver friarealer grønnere til gavn for områdets beboere.
Klimaforandringerne betyder, at vi får kraftigere regnvejr og flere skybrud. Derfor må vi ændre vores håndtering af regnvand, så vi både mindsker risikoen for oversvømmelser og kan bo i byen om 100 år.
HOFOR arbejder i hele hovedstadsområdet på at gøre byen klar til fremtidens vejr. I november gik arbejdet i gang med at klimatilpasse Hornemanns Vænge. HOFOR har allerede lagt en regnvandsledning langs Kulbanevej for at forberede området på fremtidens vejr.
For at minimere presset på kloakkerne endnu mere anlægges nu faskiner under jorden, og der etableres regnbede i græsarealerne mellem bygningerne i Hornemanns Vænge. Det betyder, at tagvandet ikke længere ender i kloakken men i stedet udnyttes til at gøre Hornemanns Vænge grønt til gavn for beboerne. Friarealerne bliver begrønnet under navnet ”de 6 enge”. Områderne mellem bygningerne vil få forskellig karakter, så som skoveng, græseng og blomstereng.
”Fremover vil Hornemanns Vænge være bedre rustet mod kraftig regn, og samtidig tilfører projektet området en rekreativ værdi med seks forskellige grønne områder, som beboerne kan nyde i hverdagen. HOFOR gør, hvad vi kan for at genere beboere og trafik mindst muligt, når vi graver, og man er altid velkommen til at tage kontakt til os, hvis der er spørgsmål,” siger Lene Nørgård Rasmussen, projektleder i HOFOR.
Der vil desuden være både plantedage og mulighed for at se nærmere på de store gravemaskiner ved forskellige events for områdets beboere, mens arbejdet står på.
Fakta
Kontaktinformation:
Projektleder i HOFOR, Lene Nørgård Rasmussen, via pressekontakt Nina Maria Klok på tlf. 2795 2135 eller mail nimk@hofor.dk.