08.12.2016
Igen i år er HOFOR Fjernkøling A/S blandt de hurtigst voksende virksomheder i Danmark. Det udløser for fjerde år i træk Børsens Gazellepris. Kølechefen forventer fortsat stor beskæftigelse til rådgivere, entreprenører og underleverandører fremadrettet.
Der er fortsat stor efterspørgsel efter bæredygtig køling til ejendomme i København, og HOFOR Fjernkøling A/S, der er en del af HOFOR-koncernen, har fortsat stor vækst i tilslutning af nye kunder. Derfor har virksomheden fået tildelt den eftertragtede Gazelle-titel fra Dagbladet Børsen.
Det er blandt andet tilgangen af store kunder som eksempelvis JP/Politikens Hus, Bygningsstyrelsen, TGI Friday, Hotel Scandic Front, DSB samt en udvidet ordre fra Københavns Universitet, der har været med til at sikre det gode 2015-regnskab.
På billedet ses chef for HOFOR Fjernkøling A/S, Henrik Lorentsen Bøgeskov, foran en gul 5 MW kølemaskine, der bruger havvand om sommeren til at afkøle maskinen.
Hos HOFOR ser man Gazelle-statuetten som bevis på, at mange ejendomme og virksomheder i København ønsker både at tænke grønt og være økonomisk bevidste, når det gælder køling af deres kontorer, maskiner og serverrum.
– Vi er igen meget stolte over at blive kåret som gazellevirksomhed og så endda for fjerde år i træk. Det bekræfter, at vores arbejde med fjernkøling fungerer i praksis. Vi er utrolig glade for den store kundetilgang i 2015. Ikke mindst fordi væksten fortsat betyder, at København hvert år bliver sparet for en stadig større udledning af CO2. Når en ejendom tilsluttes fjernkøling fra HOFOR, kan det give en reduktion i CO2-udledningen på op til 70 procent. Derfor er Gazellestatuetterne en dejlig påmindelse om, at fjerkøling ikke kun er en økonomisk fornuftig løsning, men også er klimamæssigt bæredygtigt, siger chef for fjernkøling hos HOFOR, Henrik Lorentsen Bøgeskov.
Fortsat højt aktivitetsniveau giver jobs i sektoren
Henrik Lorentsen Bøgeskov fortæller videre, at det fortsatte høje aktivitetsniveau hos fjernkøling resulterer i, at man fortsat forventer at beskæftige cirka 100 personer årligt i form af medarbejdere hos HOFOR, rådgivere, entreprenører og underleverandører.
– Med kundevæksten i København skal vores fjernkøleforretning have hjælp til design, projektering og ikke mindst udførelse af kølecentraler, produktion samt rørføring til kunderne. Det er derfor glædeligt, at vi nu kan melde ud til alle disse virksomheder og kollegaer, at opgaveniveauet næste år forventes på samme niveau som de tidligere år, slutter chefen for HOFOR Fjernkøling.
En virksomhed skal opfylde følgende krav for at kunne kalde sig gazelle-virksomhed:
Min. 1 mio. kr. i omsætning eller 0,5 mio. kroner i bruttoresultat
Minimum fire regnskaber skal være offentliggjort
Der skal være vækst i omsætningen/bruttoresultatet i hvert af regnskabsårene
Summen af det primære resultat skal være positivt
Omsætningen/bruttoresultatet skal mindst være fordoblet i løbet af de seneste fire år
Kontaktinformation:
Kontakt til Henrik Lorentsen Bøgeskov gennem pressekontakt Lasse Bjerre Sørensen på mobil 2795 2141 eller e-mail lbso@hofor.dk.
Vi leder efter brugere af hofor.dk, som har lyst til at deltage i brugerundersøgelser og tests og hjælpe os med at få en endnu bedre hjemmeside.
Deltagelse foregår digitalt, og medlemmer af panelet har mulighed for at vinde præmier.