3 ildsjæle nomineret til fornem energipris

HOFOR uddeler onsdag den 14. marts 2018 energiverdenens svar på en Oscar, Den Gyldne Termostat. Prisen går til en person, der har sparet en masse energi og gjort en stor indsats for at udvikle og udbrede intelligent energistyring.

Google Danmark kigger også forbi til arrangementet til en snak om, hvad data og kunstig intelligens kommer til at betyde for vores energiforbrug i fremtiden.

Jens Vexø, sidste års vinder af Den Gyldne Termostat, flankeret af overborgmester Frank Jensen og direktør i HOFOR Lars Therkildsen.

Vi har et fælles ansvar om at være bevidste energiforbrugere. Prisuddelingen af Den Gyldne Termostat er en anerkendelse af de mange ildsjæle rundt omkring, som benytter sig af intelligent energistyring, sikrer store energibesparelser og giver gode energivaner videre til andre,” siger Emil Ziyanak, der er sektionsleder i HOFOR.

Den billigste energi er nu engang den, vi ikke bruger, og der er mange penge at spare rundt om i de danske ejendomme ved at styre energiforbruget intelligent. Samtidig er der en stor klimagevinst at hente. Derfor er det vigtigt, at der sættes fokus på det arbejde, der udføres i varmekældrene, og vi alle lærer af hinandens gode erfaringer.

Derfor uddeler HOFOR energiverdenens svar på en Oscar, Den Gyldne Termostat, til en person der har sparet en masse energi sidste år.

De tre nominerede til dette års pris er:

  • Frank Walhøj, varmemester i E/F Prinsessegården
    Nomineret for sit engagerede arbejde med at spare energi i Prinsessegården på hjørnet af Adelgade/ Sølvgade i Indre By og at udbrede arbejdet med intelligent energistyring i andre ejendomme også.
  • John Jae Kil Nielsen, driftsmedarbejder på Professionshøjskolen Metropol
    Nomineret for at have sparet store beløb på varmeregningen og for at engagere skolens kursister i at spare energi på Professionshøjskolen Metropol på Tagensvej.
  • Peter Rasmussen, bestyrelsesmedlem i A/B Øbrocentret
    Nomineret for en utrættelig indsats i varmekælderen, der har mindsket varmeregningerne i A/B Øbrocentret på Østerbro markant på kort tid, uden at det går ud over beboernes komfort.

Besøg af Google og adfærdsekspert
I år sættes der også fokus på, hvad adgang til data og kunstig intelligens kan komme til at betyde for fremtidens energiforbrug. Det holder Thomas Bering, udviklingsspecialist i Google Danmark et oplæg om. Adfærdsekspert Morten Münster vil også gøre arrangementets deltagere lidt klogere på, hvorfor det kan være så svært at få folk til at spare energi, selvom det både er godt for pengepungen og miljøet.

Om Den Gyldne Termostat
Den Gyldne Termostat er indstiftet af HOFOR og uddeles den 14. marts 2018 kl. 13-15.30 i festsalen på Arbejdermuseet, Rømersgade 22, 1362 København K. Prisen gives af HOFOR til en, som har sparet en masse energi og gjort en stor indsats for at udvikle og udbrede intelligent energistyring.

Arrangementet er rettet mod bolig-, etage- og erhvervsejendomme, og der er stadig ledige pladser.

Læs mere på www.hofor.dk/den-gyldne-termostat

Her kan man se programmet og tilmelde sig arrangementet.

Kontaktinformation
Kommunikationsrådgiver Nina Maria Klok
  nimk@hofor.dk
  2795 2135



Print denne side