08.12.2017
For at undgå oversvømmelser i Brøndbyvester efter skybrud, skal et 200 meter langt tunnelrør anlægges fra Bygadens sydlige del, under Holbækmotorvejen og ud til et regnvandsbassin ved Sydgårdsvej. Røret udgør rygraden i et større skybrudsprojekt.
Det er HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, som i foråret skal anlægge det lange betonrør under Holbækmotorvejen. Røret skal ligge ca. 5-6 meter under jorden og bliver en central del af skybrudssikringen i Brøndbyvester.
“Tunnelrøret får en diameter på 120 centimeter og vil efter planen være på plads i sommeren 2018. Herefter skal HOFOR frem til december 2019 anlægge nye regnvandsledninger i boligområdet omkring Bygaden/Hermosagård/ Sandbjerg-gårdsvej. Det nye røranlæg skal have forbindelse til tunnelrøret og regnvandsbassinet ved Sydgårdsvej. Derfra kan regnvandet så løbe videre ud i havet via Rosenåen”, oplyser Joshkun Yolju, projektleder i HOFOR.
Forundersøgelser
HOFOR begynder allerede nu at lave forundersøgelser til projektet i form af nogle geotekniske undersøgelser og stedvis prøveudtagning i form af seks -syv boringer i området. Desuden omlægges nogle rør ved vandværket og der laves en prøvegravning på genbrugsstationen.
“Der er mange delopgaver forbundet med skybrudsprojektet, men grundlæggende handler det om, at vi skal anlægge rør, brønde og bassiner specielt til regnvandet, så vi kan lede det uden om kloaksystemet og derved undgå at kloakkerne løber over og skaber oversvømmelser, når det regner kraftigt i Brøndbyvester”, forklarer Joshkun Yolju.
Skakte i nord og syd
For at få boreudstyr og rør til tunnelen ned i jorden, skal HOFOR etablere to midlertidige arbejdsskakte – én i hver ende af tunnelen:
“I januar etablerer vi en sydlig skakt ved den grønne kile, vest for Brøndby Boulevard, lige ved Ringstedbanen. Og i april etablerer vi en nordlig skakt ved Bygadens sydlige del. Naboer til den nordlige skakt må desværre påregne noget støj i dagtimerne, når vi anlægger selve skakten, men vi gør alt, hvad vi kan, for at genere mindst muligt og vil løbende informere alle, som kan blive påvirket af skybrudsprojektet, direkte”, slutter Joshkun Yolju.
Kontaktinformation
Joshkun Yolju, Projektleder HOFOR
2795 4645
joyo@hofor.dk