13.03.2015
I kølvandet på det store fjernvarmearbejde i Fredensgade og på Tagensvej i 2014 lægger HOFOR nu ny vandledning i fortovet langs Panum på Tagensvej.
De nye vandrør skydes ind i de gamle rør, som allerede ligger i jorden. Derfor er det kun nødvendigt at grave enkelte mindre huller undervejs.
Dog skal HOFOR også krydse Blegdamsvej mellem Panumbygningen og nummer 42 på den modsatte side, hvor de nye rør skal sluttes til det eksisterende net. Her er der mange andre rør og ledninger i jorden, bl.a. højspændingsledninger. Derfor er det nødvendigt at grave op henover hele krydset.
For ikke at blokere for den travle hverdagstrafik i krydset, arbejder HOFOR derfor et par weekender her i marts-april i krydset. Derfor kan beboerne på Blegdamsvej og i Fredensgade opleve støj fra gravearbejdet om lørdagen mellem klokken 16-01 og om søndagen mellem klokken 7-01. Krydset spærres i én vejbane ad gangen, så trafikken kan passere som normalt.
– Vi gør, hvad vi kan, for at blive færdige så hurtigt som muligt, siger projektleder Vibeke Næsby fra HOFOR.
Da vi ikke ved, hvad jorden gemmer af eventuelle udfordringer, kan vi ikke på forhånd sige, om vi kan nå det på to weekender, eller om det vil trække ud. Men vi varsler beboerne via dør opslag op til de weekender, hvor vi arbejder.