03.06.2021
Allerede i midten af juni omlægger HOFOR og Frederiksberg Forsyning en del af byggepladsen på Halmtorvet, så biltrafik på Halmtorvet kan passere mellem byggepladsen og Kødbyen i retning mod Hovedbanen.
Men en ellers planlagt større omlægning af byggepladsen til fuld størrelse, som fra midten af maj ville have afspærret Gasværksvej, er blevet udskudt indtil tidligst i efteråret 2021.
Trafikomlægninger i gaderne omkring Hamtorvet udskydes derfor også, og det vil først være muligt at melde en præcis tidsplan ud efter sommerferien.
Nedenfor fremgår hvilke omlægninger, der bliver tale om, når den fulde udvidelse kan gennemføres.
Når Gasværksvej tidligst fra efteråret 2021 spærres af for biltrafik ved Halmtorvet, vil det medføre ændrede gennemkørselsforhold på Halmtorvet, samt at nogle af de nærliggende gader får ændrede ensretninger og midlertidige gang-og cykelstier samt ændrede parkeringsforhold. Ændringerne bliver som følger:
Biltrafik i østgående retning på Halmtorvet vil ikke længere kunne dreje ind ad Gasværksvej, men kan fortsætte mod øst ad Halmtorvet ned til rundkørslen ved Kvægtorvsvej/Abel Catrines Gade. (Denne strækning åbnes fra medio juni 2021).
Biltrafik fra Skelbækgade vil kunne krydse midterrabatten på Halmtorvet og fortsætte op ad Absalonsgade (som ensrettes) i retning mod Istedgade.
Gasværksvej spærres for biltrafik i enden ved Hamtorvet og vil fortsat være ensrettet mod nord. Indkørsel fra Eriksgade skal ske med indkørsel fra Istedgade og Eskildsgade, som ensrettes i sydgående retning. Cyklister og gående kan fortsat passere ved afspærringen ved Halmtorvet.
Eskildsgade ensrettes i sydgående retning mellem Istedgade og Halmtorvet.
Absalon ensrettes i nordgående retning – fra Halmtorvet og op til Istedgade. Rækken af P-pladser på den østlige side af Absalonsgade må desværre sløjfes i byggeperioden på grund af øget trafik, da biltrafik fra Skelbæksgade kan krydse midterrabatten på Halmtorvet og køre ad Absalonsgade til Istedgade.
HOFOR og Frederiksberg Forsyning beklager eventuelle gener i forbindelse med trafikomlægningerne, som vil gælde fra efteråret og fire år frem.
Trafikomlægningerne er aftalt og planlagt sammen med Vejmyndigheden/Københavns Kommune.
For at modvirke oversvømmelser efter skybrud er HOFOR og Frederiksberg Forsyning i gang med at anlægge Kalvebod Brygge Skybrudstunnel, der skal løbe dybt under Vesterbro på strækningen Gl. Kongevej/Vodroffsvej, Halmtorvet og Kalvebod Brygge. Samme steder på strækningen etableres også byggepladser til den 1,3 kilometer lange tunnel, som fra 2025 skal kunne lede store mængder skybrudsvand ud i havnen.
Se mere information om hele tunnelprojektet her
E-mail: kal@hofor.dk
Tlf. 27952139
E-mail: thlu@hofor.dk