10.10.2016
HOFOR, Hovedstadsområdet Forsyningsselskab, har i samarbejde med Københavns Kommune rådgivet om reduktion af vandforbruget i Tingbjerg Idrætspark. Resultatet er en årlig besparelse på vandregningen på 33.000 kroner.
Som led i Københavns Kommunes vandspareplan, der har som mål at reducere vandforbruget i offentlige bygninger med 25 procent i 2017, har HOFOR, Hovedstadsområdet Forsyningsselskab, i samarbejde med Københavns Kommune gennemført målinger og rådgivet om reduktion af vandforbruget i Tingbjerg Idrætspark.
Tjent hjem på to måneder
Målingerne, der blev foretaget over flere måneder i foråret, viste, at der årligt kunne spares 460 m3 ved udskiftning af perlatorer og indsatser i brusehovederne i idrætsparkens omklædningsrum. I alt fik 69 armaturer sat vandbesparende udstyr på af et lokalt VVS firma. Og investeringen på ca. 6000 kroner var tjent hjem på blot to måneder.
– Der er ingen tvivl om, at det var en god investering, for det gavner jo ikke bare vores økonomi, men hjælper også med at spare på grundvandet og energien, siger driftsformand Claus Østervig, Tingbjerg Idrætspark.
Han tilføjer, at det især var på det varme vand, der kunne hentes en besparelse på ca. to liter vand per bruger.
– Med det nye vandspareudstyr har vi styr på den vandmængde, der kommer ud af vores armaturer, samtidig med at vi overholder forbrugsnormen. Og brugerne mærker ingen forskel i badeoplevelsen, vi hører i hvert fald ingen brok. Så vi kan kun anbefale en gennemgang af de tekniske installationer og flowmåling af armaturer til andre idrætsparker og steder med badefaciliteter. Det er win-win på den bedst tænkelige måde, siger driftsformand Claus Østervig.
Hvis man ønsker en måling af vandforbruget i en kommunalt ejet bygning i København, kan man henvende sig til HOFOR på tlf.3395 3395 og spørge efter projektleder Søren Christiansen.
Takket være vandbesparende udstyr i småtingsafdelingen overholder Tingbjerg Idrætspark nu vandforbrugsnormen og sparer 33.000 kroner årligt på vandregningen.
Kontaktinformation:
Søren Christiansen, projektleder i HOFOR, schr@hofor.dk, tlf. 27954124