27.01.2015
I år er det 90 år siden, at de første københavnske boliger fik fjernvarme. Så når HOFOR søndag den 1. februar fejrer Varmens Dag 2015, bliver det med lyskunst som København aldrig har set det før – kom og se varmen i Adelgade 10. Og få en chance for at komme med ned i HOFORs fire kilometer lange fjernvarmetunnel, der løber 40 meter under byen mellem klokken 16.00 og 20.00
Fjernvarmerørene ligger i den fire kilometer lange tunnel, som københavnerne søndag den 1. februar mellem kl. 16 og 20 får adgang til. Billedet her er fra Kulturnatten, hvor tunnelen første gang var åben for publikum.
Varmens dag bliver fejret af forsyningsselskaber over hele landet søndag den 1. februar. Hos Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, HOFOR, der leverer fjernvarme til 500.000 københavnere, har man besluttet at gøre det ekstra spektakulært i anledning af 90-året for den første fjernvarmecentral i København.
Gigantisk lysshow og tur med ned i dybet
HOFOR inviterer derfor byens borgere til at besøge den fire kilometer lange fjernvarmetunnel, der ved Adelgade ligger fyrre meter under gadeniveau, hvilket faktisk gør hullet til det dybeste i København. Og turen ned i dybet bliver ikke det eneste spektakulære, lover projektleder hos HOFOR, Charlotte Storm, der er med til at sætte en helt særlig kulisse:
– På søndag omdanner vi pladsen omkring Adelgade 10 til én stor lyd- og lysinstallation. Det bliver en totaloplevelse med lyskunst på både jorden og de omkringstående husmure. Og så er der selvfølgelig kaffe og kakao at varme sig på, hvis ikke de godt 35 grader nede i fjernvarmetunnelen er nok for dig, fortæller Charlotte Storm.
Første gang tunnelen var åben for offentligheden, var i forbindelse med Kulturnatten sidste efterår, hvor interessen for at komme ned i dybet var overvældende. Lige som sidst vil driftsfolk fra HOFOR stå klar til at guide gæsterne rundt og fortælle både om selve tunnelen og forsyningsselskabets arbejde med at gøre varmen mere klimavenlig.
– Ud over at give københavnerne adgang til en del af byen, som til daglig ikke er synlig, vil vi med Varmens Dag gerne fortælle byens borgere om, hvordan vi i HOFOR arbejder med at gøre fjernvarmen grønnere ved at basere den på bæredygtig biomasse. Målet er, at København om blot 10 år, i 2025, skal være verdens første CO2-neutrale hovedstad, forklarer maskinmester hos HOFOR, Bo Jensen-Møller, der sammen med sine folk står klar til at vise de besøgende rundt i dybet under Adelgade 10 søndag den 1. februar mellem klokken 16.00 og 20.00.
Se film om fjernvarmetunnelen her
Se også video af fjernvarmetunnelen lavet af Cph Cph