På vej på vinterferie? Spar penge på varmen imens

Inden du griber kufferten, så husk at skrue ned for varmen i din bolig. Det er lette penge at spare. Luk dog ikke helt for radiatorerne, advarer energirådgiver.

Hvis du er én af de mange danskere, der snart pakker kufferten og tager på vinterferie, har du også mulighed for samtidig at spare lidt penge på varmeregningen. Alt du skal gøre er at skrue ned for varmen, mens du er væk. Men lad være med at lukke helt for den.

Selvom du naturligvis sparer mere på varmebudgettet, jo mere du skruer ned for varmen, er det nemlig en god idé at lade være med at lukke helt for varmen. Indstil i stedet dine radiatorer til en temperatur på omkring 17 grader i stedet for de normalt anbefalede 21 grader. Så undgår du, at der dannes kondens på vinduerne og fugt i boligen. Desuden vil det kræve mindre varme at varme din bolig op igen, når du kommer hjem.

Hvis temperaturen sænkes fra 21 til 17 grader i en uge hos en familie med et årligt forbrug på 18500kW/h kan de typisk skære omkring 75 kroner af regningen og spare klimaet for et overflødigt CO2-udslip på ca. 11 kg.

Den korte tid, det tager at skrue ned for varmen, er godt givet ud – også selvom besparelsen ikke umiddelbart lyder stor – fortæller energirådgiver hos HOFOR, Carsten Nielsen:

”Jeg har læst i avisen, at omkring 500.000 danskere tager på skiferie hvert år. De har jo ikke alle hvert sit hus, men hvis vi alle lukker for varmen, mens vi er på skiferie, så batter det noget i vores fælles CO2-regnskab til gavn for klimaet. Og for den enkelte familie vil det i hvert fald gøre, at de med god samvittighed kan nyde et par ekstra kopper varm kakao på pisten.”

Læs flere gode spareråd til din fjernvarme her

Kontaktinformation:
Nina Maria Klok, kommunikationsrådgiver i HOFOR, på nimk@hofor.dk eller tlf. 2795 2135



Print denne side