12.02.2016
Inden du griber kufferten, så husk at skrue ned for varmen i din bolig. Det er lette penge. Derimod risikerer du at skade mere end du gavner, hvis du lukker helt for varmen, advarer energirådgiver.
Hvis du er én af de mange danskere, der snart pakker kufferten og tager på vinterferie, har du også mulighed for samtidig at spare lidt penge på varmeregningen. Alt du skal gøre er at skrue ned for varmen, mens du er væk. Men lad være med at lukke helt for den.
Selvom du naturligvis sparer mere på varmebudgettet, jo mere du skruer ned for varmen, er det nemlig en god idé at lade være med at lukke helt for varmen. Indstil i stedet dine radiatorer til en temperatur på omkring 17 grader i stedet for de normalt anbefalede 21 grader. Så undgår du, at der dannes kondens på vinduerne og fugt i boligen. Desuden vil det kræve mindre varme at varme din bolig op igen, når du kommer hjem.
Den korte tid, det tager at skrue ned for varmen, er godt givet ud – også selvom besparelsen ikke er stor nok til at tjene skiferien hjem, fortæller kunderådgiver hos HOFOR, Carsten Nielsen:
”En uge med varmen på 17 grader i boligen derhjemme giver ikke råd til et nyt sæt ski, men det vil i hvert fald gøre, at du med god samvittighed kan nyde et par ekstra kopper varm kakao på pisten. Desuden sparer du klimaet for overflødig CO2-udslip”