06.01.2021
En ny efteruddannelse i AMU-regi skal kvalificere VVS-folk til at optimere store fjernvarmeanlæg i etageejendomme og større bygninger. Initiativet ventes at give store energibesparelser, da op imod hvert andet store varmeanlæg er indstillet forkert. Alene i hovedstaden kan 5000 store varmeanlæg optimeres.
Mere end 5000 store varmeanlæg i hovedstaden er i dag indstillet forkert og kan spare store mængder energi med relativt få justeringer. På landsplan drejer det sig om lang flere store varmeanlæg, som kan optimeres. Derfor lancerer HOFOR, Dansk Fjernvarme og TEKNIQ Arbejdsgiverne i samarbejde med EVU (El- og vvs-branchens uddannelsessekretariat) et AMU-kursus, som på blot tre dage kan certificere VVS´ere i at optimere driften af fjernvarmeanlæg i større bygninger og ejendomme – til fordel for både miljøet, ejere og beboere.
Kurset hedder ”HEAT – service på store fjernvarmeanlæg” og skal ved at kombinere driftsdata og klassisk eftersyn være med til at sikre en målrettet og mere effektiv service af kundernes anlæg. Kurset vil blive tilbudt som et landsdækkende uddannelsesforløb, hvor der veksles mellem teori og opgaveløsning og afsluttes med en ”multiple choice”- test med krav om beståelse.
– Når et varmeanlæg er forkert indstillet og ikke trækker varmen effektivt ud af fjernvarmevandet, betaler kunderne mere for energien, end de behøver, og energien i bygningen og hele fjernvarmesystemet udnyttes dårligt. Det er energispild, og derfor er HOFOR glad for at være med til at kunne præsentere HEAT- kurset, så flere af landets dygtige VVS-folk kan blive opkvalificeret til også at kunne justere de store varmeanlæg korrekt, siger Gorm Elikofer, kundechef i HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.
Kurset retter sig mod personer med en vvs-energi-uddannelse/blikkenslageruddannelse eller lignende kompetencer, der i deres job har brug for at indregulere store fjernvarmeanlæg. Det er en fordel, at deltagerne i forvejen har opnået Fjernvarmens Serviceordnings certifikat
I Dansk Fjernvarme er man også glade for initiativet: – Vi mener, det er afgørende, at Danmark bruger energien så effektivt som muligt, hvis vi skal indfri vores klimamål. Vi håber derfor, at rigtig mange VVS´ere vil være med til at målrette deres kompetencer til også at kunne optimere de store varmeanlæg, så de i fremtiden bliver endnu mere effektive og kunderne kan få endnu billigere grøn fjernvarme, siger Lisbeth Aagaard Mountfield, afdelingsleder i Dansk Fjernvarme.
TEKNIQ Arbejdsgiverne hilser ligeledes det nye uddannelsestilbud velkomment: – Optimering af de store varmeanlæg er en naturlig del af den grønne omstilling og gavner også økonomien for både producenter, beboere og boligejere. Vi er derfor glade for, at HEAT-kurset nu er blevet en del af de let tilgængelige AMU-kurser, der kan findes på amukurs.dk, siger Michael Andersen, uddannelseskonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne.
Kurset bliver udbudt i AMU-regi med en forventet egenbetaling på 378 kr. samt mulighed for VEU-godtgørelse (og tilskud fra VVS-kompetencefonden) i kursusperioden. Re-certificering vil være mulig efter hvert 5. år. Kurset kan findes i AMU-kursuskatalog for VVS’ere, der udsendes i januar 2021 til alle medlemmer af Blik- og Rørarbejderforbundet og VVS-virksomheder i TEKNIQ Arbejdsgiverne. Kursustilmelding kan ske på amukurs.dk. Derudover kan kurset også findes på Danskfjernvarme.dk
Gorm Elikofer, Kundechef HOFOR
gorm@hofor.dk
Tlf.2795 3812
Lisbeth Aagaard Mountfield, afdelingsleder i Dansk Fjernvarme
lmo@danskfjernvarme.dk
2331 88022
Michael Andersen, uddannelseskonsulent, TEKNIQ Arbejdsgiverne
mca@tekniq.dk
3133 1043