30.09.2021
11. oktober udvider HOFOR og Frederiksberg Forsyning deres byggeplads på Halmtorvet. Det betyder, at Gasværksvej spærres af for biltrafik ved Halmtorvet og at trafikforholdene i de nærliggende gader ændres i de næste knap fire år.
Byggeaktiviteterne, der skyldes etableringen af Kalvebod Brygge Skybrudstunnel, betyder, at visse gader i nærområdet får ændrede ensretninger, gennemkørselsforhold og P- forhold. Trafikændringerne bliver som følger:
Biltrafik i østgående retning på Halmtorvet vil ikke længere kunne dreje ind ad Gasværksvej, men kan fortsætte mod øst ad Halmtorvet ned til rundkørslen ved Kvægtorvsvej/Abel Catrines Gade. Biltrafik fra Skelbækgade vil kunne krydse midterrabatten på Halmtorvet og fortsætte op ad Absalonsgade (som ensrettes) i retning mod Istedgade.
Gasværksvej spærres for biltrafik i enden ved Hamtorvet og vil fortsat være ensrettet mod nord. Indkørsel fra Eriksgade skal ske med indkørsel fra Istedgade og Eskildsgade, som ensrettes i sydgående retning. Cyklister og gående kan fortsat passere ved afspærringen ved Halmtorvet.
Eskildsgade ensrettes i sydgående retning mellem Istedgade og Halmtorvet.
Absalon ensrettes i nordgående retning – fra Halmtorvet og op til Istedgade. Rækken af P-pladser på den østlige side af Absalonsgade må desværre sløjfes i byggeperioden på grund af øget trafik, da biltrafik fra Skelbæksgade kan krydse midterrabatten på Halmtorvet og køre ad Absalonsgade til Istedgade.
Trafikomlægningerne er aftalt og planlagt sammen med Vejmyndigheden/Københavns Kommune.
HOFOR og Frederiksberg Forsyning beklager eventuelle gener i forbindelse med trafikomlægningerne.
For at modvirke oversvømmelser efter skybrud er HOFOR og Frederiksberg Forsyning i gang med at anlægge Kalvebod Brygge Skybrudstunnel, der skal løbe dybt under Vesterbro på strækningen Gl. Kongevej/Vodroffsvej, Halmtorvet og Kalvebod Brygge. Samme steder på strækningen etableres også byggepladser til den 1,3 kilometer lange tunnel, som fra 2025 skal kunne lede store mængder skybrudsvand ud i havnen.
Se mere information om hele tunnelprojektet på: hofor.dk/Kalvebodbryggeskybrudstunnel
Projektleder Peter William Schofield, HOFOR
2795 4243
Projektleder Mikael Koopman, Frederiksberg Forsyning
3818 5000