02.02.2015
Varmens Dag 2015 blev fejret med manér i København, hvor HOFOR i Indre By bød på lyskunst, varm kakao og en tur ned i den fire kilometer lange fjernvarmetunnel
40 meter under byen løber den fire kilometer langetunnel. Man kan nemt føle sig lille.
I år er det 90 år siden, at de første københavnske ejendomme fik fjernvarme. Derfor havde HOFOR valgt at gøre lidt ekstra ud af fejringen af Varmens Dag 2015 og åbne for den fire kilometer lange fjernvarmetunnel, der i 40 meters dybde løber under København. Folk måtte stå i kø, men humøret blev holdt højt i kulden med varm kakao og spektakulær lyskunst på pladsen ved nedgangen til tunnelen.
– På trods af det kolde vejr, begyndte folk allerede at stimle sammen næsten en time før, vi åbnede, så vi fik hurtigt brug for at gå ned langs rækken med varm kakao og kaffe. På et tidspunkt nåede vi helt op på en times kø, men humøret forblev høj t hjulpet godt på vej af vores lyskunst på både facade og selve pladsen – og så hjalp det sikkert også, at folk jo kunne se frem til de 37 graders varme nede i tunnelen, fortæller projektleder hos HOFOR, Charlotte Storm.
Varmens dag blev fejret af forsyningsselskaber over hele landet søndag den 1. februar. Hos HOFOR, der leverer fjernvarme til 500.000 københavnere, ville man gerne vise en del af byen frem, som folk normalt ikke har adgang til, og som langt de fleste slet ikke kender til.
– For os driftsfolk var det en kærkommen lejlighed til at fortælle københavnerne om vores dagligdag, der altså blandt andet foregår 40 meter under gadeplan. Samtidig gav det mulighed for at fortælle om HOFORs arbejde i disse år med at gøre fjernvarmen grønnere og mere klimavenlig ved at fyre med bæredygtig biomasse, fortæller sektionsleder Bo Jensen Møller.
Smukke billeder af både tunnellens imponerende æstetik og lyskunst i vintermørket blev ihærdigt delt på forskellige sociale medier – og især på fotomediet Instagram. Du kan finde billedern under #hofor.
Varmens Dag vender tilbage til februar næste år.
Lyskunst og varme drikke holdt humøret højt i køen.