12.12.2019
Hvad er bedst at lægge under juletræet i år – vin, undertøj eller elektronik? Nej, nej og nej. Årets julegave er i virkeligheden en gang rørskåle til de uisolerede varmerør. Det kan måske lyde lidt kedeligt, men er der styr på isoleringen af dine varmerør, kan du spare op mod 2.000 kroner om året. De penge kan bruges på andre gode gaver – år efter år efter år.
Hvert år synes mange at være i vildrede over, hvad de skal lægge under træet til familiemedlemmer, der ofte ikke mangler noget. Nu er der inspiration at hente hos HOFOR, der anbefaler rørskåle til isolering af familiens varmerør.
“Det er faktisk ikke småpenge, der er at spare hvert år, hvis man har styr på isoleringen af sine varmerør og tekniske installationer. Er dine varmerør isoleret korrekt, kan du måske se frem til en varmeregning, der er op mod 2.000 kr. lavere end, hvad du er vant til at betale på årsbasis”, fortæller energirådgiver Carsten Nielsen fra HOFOR, der leverer fjernvarme til hele hovedstadsområdet.
I den kolde vintertid skrues der ekstra op for varmen rundt om i de danske hjem. Hvad mange nok ikke er klar over er, at der med utætte rørisoleringer, fosser brugbar varme ud, der ingen nytte gør hos varmeforbrugeren, tværtom. Har du fx otte meter varmerør, som ikke er isoleret korrekt, kan det betyde et varmespild på op til 1.000 kr. årligt.
Rørskålene kan mere end bare at gøre din varmeregning glad. Med den korrekte isolering af dine rør, spares der også på den personlige CO2-konto, når der ikke længere fosser unødig varme ud til ingen verdens nytte i privaten.
“Rørskålene er en god julegave ikke bare for familiens samlede pengepung, men også for klimaet. Isolerer du dine varmerør i kolde rum som fx kældre og loft, hvor varmetabet er størst, så sparer man nemlig også miljøet for masser af CO2”, fortæller Carsten Nielsen fra HOFOR.
Den hårde julepakke med rørskålene er således slet ikke uden evner, da der både er gevinst til din pengepung, men i lige så høj grad også til din private klimakonto.
Det kræver ikke en længere teknisk uddannelse selv at montere rørskålene. Følg miniguiden her:
Tjek dine rør og bøjninger og se om de er isoleret korrekt
Følg rørene, der fører det varme vand til husets vandhaner og brusere
Vær opmærksom på, om rørene går gennem uopvarmede rum fx kælder eller udhus, da varmetabet vil være størst her
Rørskåle med isolering kan købes i alle byggemarkeder og sættes om rørene
Har du ikke mod på gør-det-selv-metoden, så kontakt en isolatør for et tilbud