01.08.2018
Pr. 1. august udskifter HOFORs Jesper Elkjær Ørestaden i København med solrige Silicon Valley i Californien, hvor han de kommende to år skal arbejde for The Trade Council’s Water Technology Alliance (WTA). Her skal han agere bindeled mellem private danske vandvirksomheder og det amerikanske marked.
Som nyansat teknisk specialist hos The Trade Council fratræder Jesper sin stilling som sektionsleder i HOFORs Vandforsyningssektion og indtager USA med en nøglerolle i at understøtte danske vandvirksomheder på vand- og grundvandsområdet, som ser gyldne muligheder for at udvide deres eksport til USA. Nærmere bestemt til Californien.
”Mangel på vand er et problem, som Californien deler med mange andre lande i verden”, siger Ole Adeler, forsyningsdirektør i HOFOR. ”I Danmark er vi specialister i at spare vand og i at opbygge intelligente vandsystemer. Vores vandforbrug er i dag helt nede på omkring 100 liter per indbygger per døgn – et af verdens laveste vandforbrug.”
Danske forsyningsselskaber spiller en vigtig rolle i at fremme eksporten af dansk vandviden på tværs af Atlanten. Det danske vandmarked er markant længere fremme i udviklingen af højkvalitetsprodukter end det amerikanske, som følge af årtiers dedikeret miljøpolitik. Som resultat heraf er de danske vandløsninger i dag eftertragtede i USA, hvor de bidrager til at optimere og modernisere de aldrende amerikanske vandsystemer. Det øger troværdigheden til de danske løsninger, når en repræsentant fra Danmarks største vandselskab kan fortælle om løsninger, som han selv har haft ansvar for at implementere og drifte.
Det lave vandforbrug i Danmark skyldes en kombination af flere faktorer: smart teknologi til identificering af lækager i forsyningsnettet, individuel måling af vandforbrug, vandbesparende teknologi, vandsparekampagner og et afgiftssystem, der tilskynder til at spare. Samtidig er der i Danmark en stor forsyningssikkerhed og et af verdens laveste energiforbrug per oppumpet m³ grundvand.
”Disse systemløsninger deler vi meget gerne med resten af verden, og derfor er det en god nyhed for den danske vandbranche, at Jesper Elkjær udsendes til Californien”, tilføjer Ole Adeler.
The Trade Council’s tilstedeværelse på den amerikanske vestkyst er ikke tilfældig, og Californien tørster efter løsninger, der kan imødekomme det stigende antal udfordringer, som staten står overfor. Tørke og orkaner forekommer oftere og over længere perioder, vandtabet vokser mens vandkvaliteten falder, og vandefterspørgslen stiger samtidig med, at energiomkostningerne forøges. Dette er blot nogle af de prøvelser, som verdens femtestørste økonomi imødegår.
Jespers nye rolle består derfor i at besøge lokale kunder og forsyningsselskaber, skabe kontakt til offentlige-private interessenter, og indhente viden om markedets eksisterende teknologier og udfordringer. Herigennem identificerer The Trade Council de områder, hvor danske løsninger kan bidrage positivt til f.eks. energiforbrug- og optimering, og finder nye eksport- og innovationsmuligheder til gavn for den danske vandbranche.
Derudover består en væsentlig del af jobbet i at holde kontakten til de danske myndigheder og vandforsyninger for at hente ny viden hjem til Danmark, der kan tilpasse og udvikle eksisterende danske løsninger. Selv siger Jesper Elkjær følgende om sin nye rolle:
”I Danmark har vi gennem årtier arbejdet målrettet på at reducere vores vandforbrug og ressourcepåvirkning uden, at det går ud over kundernes serviceoplevelse og prisen på vand. I USA og specielt Californien har man i dag fokus på de store udfordringer med klimaændringer, aldrende systemer og stigende investeringer. Her har vi allerede erfaringer fra Danmark med at optimere vores indsats, og den glæder jeg mig til at komme over og dele. Og så skal vi jo bestemt ikke tro, at vi er foran på alle punkter. Der vil også være masser af læring, som jeg kan tage med hjem, så vi kan få det bedste fra begge verdener.”
Udviklingen i Danmark fortsætter, og derfor er HOFOR involveret i et større udviklingsprojekt ”LEAKman”, hvor flere private selskaber samt to vandselskaber deltager sammen med universiteter på at videreudvikle og optimere det samlede vandsystem.
Water Technology Alliance (WTA) er et offentligt-privat partnerskab mellem de danske forsyningsselskaber i 3Vand-samarbejdet (HOFOR, Aarhus Vand, BIOFOS og VCS), virksomhederne Applied Biomimetic, AVK, Danfoss, DHI, Grundfos, I-GIS, Kamstrup, Landia, Leif Koch A/S, LINAK, LiqTech, NISSEN Energiteknik, Rambøll, SkyTEM og Smith Innovation, samt the Trade Council i Nordamerika. WTA assisterer danske virksomheder med markedsadgang og -ekspansion i USA og Canada og dækker hele vandcyklussen fra grundvandskortlægning, vanddistribution, spildevand og kloaksystemer.
3VAND samarbejdet
De danske forsyningsselskaber har siden 2014 igennem 3VAND arbejdet tæt sammen med The Trade Council i Nordamerika for at bygge bro mellem dansk vandteknologi og amerikanske forsyninger i USA. Jesper Elkjær står nu overfor at overtage stafetten som teknisk specialist i Californien og bliver den fjerde stationerede vandspecialist fra 3VAND.Blå bog Jesper Elkjær
Alder 49 år og uddannet akademiingeniør. Har i godt 25 år arbejdet med især forureningsundersøgelser og vandforsyning. De seneste ti år i HOFOR med fokus på planlægning og etablering af kildepladser, vandværker, -beholdere og vanddistribution.
Jesper Elkjær er gift og har to drenge, der begge studerer i Danmark. Hans kone tager orlov fra sit arbejde og følger med til Californien en del af perioden. Parret bor i København og har ødegård i Sverige, hvor tiden bruges på at save, male og sejle kano.