04.11.2021
HOFOR har vundet Bygherreforeningens prestigefyldte pris for arbejdet med etablering af nye, innovative vandværker. Projektet skal sikre forsyningen af rent vand til københavnerne i de næste mange år.
Med projektet ”Nye Vandværker” står HOFOR i spidsen for et stærkt og udviklingsorienteret byggeprojekt, hvor der løbende udvikles løsninger og opsamles erfaringer fra det ene byggeprojekt til det næste.
Indtil videre står Værket ved Marbjerg og det lokale vandværk ved Brøndbyvester færdigt. Men allerede nu nyder rigtig mange københavnere godt af HOFORs dygtige arbejde med at levere livsvigtig vandforsyning til hovedstaden.
Bygherreprisens jurymedlem Sine Juul Praastrup fra ERIK Arkitekter, siger om tildelingen af prisen til HOFOR:
”HOFOR er en relativt usynlig bygherre, som fortjener at komme i rampelyset og blive hyldet for deres store bygherreindsats, hvor de gennem deres byggeprojekter skaber stor værdi for alle i Hovedstaden. Vi tager rent vandt for givet i vores del af verden. Men ingenting kommer af sig selv. Og det er HOFORs arbejde et godt eksempel på.”
Sine Juul Praastrup fortæller samtidig, at HOFOR også var publikumsfavorit. Bygherreprisens jury havde nemlig i år inviteret offentligheden til at deltage i en onlineafstemning. Her modtog forsyningsselskabet to tredjedele af de i alt 900 stemmer.
HOFOR bliver dermed en del af rækken af prisvindere, som også tæller bl.a. organisationer som Realdania By & Byg, Himmerland Boligforening, Region Sjælland og DTU – alle tidligere vindere af Årets Bygherre.
Et andet jurymedlem, Henrik Mielke, der til dagligt også er adm. direktør hos Enemærke & Petersen og næstformand for Boligfonden Kuben, har også rosende ord til overs for HOFORs arbejdsmetoder:
”Teamet bag HOFOR er ambitiøse og har et stærkt samarbejde. Det er tydeligt, at alle forstår hvilken rejse de er med på, og ledelsen formår at engagere de involverede parter både internt i organisationen og i form af HOFORs samarbejdspartnere. Den fælles ånd på tværs af projektet er beundringsværdig”, siger Henrik Mielke.
I perioden 2017-2028 arbejder HOFOR på projektet Nye Vandværker. Med projektet bygger HOFOR for lige under 5 mia. kr. for at sikre blødere vand til hovedstadsområdet. Projektet omfatter opførelsen af syv store, moderne vandværker fordelt over hele Sjælland, som har til formål at blødgøre vandet til gavn for både brugere, miljø og bæredygtighed. HOFOR bidrager dermed til at fremtidssikre forsyningen af vores vigtigste fødevare, rent drikkevand, til mere end 25% af den danske befolkning.
Bygherreprisen uddeles af Boligfonden Kuben og Bygherreforeningen, og er i alt blevet uddelt 16 gange siden år 1999. Blandt tidligere vindere er DTU, Himmerland Boligforening, Esbjerg Kommune, Region Sjælland, Zoologisk Have og Realdania By & Byg.
I 2021 var 18 bygherreorganisationer indstillede til prisen.