28.06.2021
I juli går HOFOR i gang med at grave nye skybrudsrør ned i en stor del af Bredgade, så bydelen fremover er bedre beskyttet under skybrud og kraftig regn. Københavns Kommune følger fra efteråret op med en renovering af alle gadens belægninger. Arbejdet vil stå på frem til maj 2022. Imens kan trafikken stadig afvikles, dog kun i én vognbane ad gangen.
HOFOR begynder nu at grave skybrudsrør ned i Bredgade. Første etape gælder strækningen fra Frederiksgade og ned til Dronningens Tværgade, hvor der graves rør ned i den ene vejbane i perioden fra primo juli og frem til medio september. Herefter begynder anden etape, hvor HOFOR frem til maj 2022 graver skybrudsrør ned i cykelstien på strækningen mellem Frederiksgade og Esplanaden. Her vil der også blive arbejdet i selve krydset, når skybrudsrørene skal tilsluttes et større udløb til Havnen. Trafikken kan fortsat afvikles, imens arbejdet står på.
HOFOR og Københavns Kommune arbejder på hverdage fra 7- 19 og lørdage fra 7 – 17, med mindre helt særlige forhold skulle kræve arbejde uden for disse tidsrum. Arbejdet udføres i etaper for at genere så få som muligt ad gangen.
Desværre bliver det nødvendigt at inddrage P-pladser i Bredgade midlertidigt i forbindelse med arbejdet. Alle berørte ejere, beboere og forretningsdrivende får direkte besked herom og vil fortsat kunne komme til og fra deres ejendomme samt få leveret varer m.v.
HOFOR beklager de gener, der måtte opstå som følge af arbejdet med at skybrudssikre bydelen.