28.10.2016
Den 31. oktober går HOFOR i gang med at lægge nye fjernvarmerør i Dronning Louises Bro. Det gøres som et vigtigt led i at sikre klimavenlig fjernvarme til københavnerne. Når vi alligevel graver, renoverer kommunen også brokonstruktionen, så vi undgår at skulle grave i broen igen i lang tid.
HOFOR skifter dampen i det københavnske fjernvarmenet ud med varmt vand. Det gøres som et vigtigt led i at opfylde Københavns Kommunes klimaplan, da omlægningen fra damp til vand vil bidrage til Københavns mål om at blive CO2-neutral. Produktionen af kraftvarme bliver med omlægningen også langt mere omkostningseffektiv, og varmetabet fra fjernvarmerørene betydeligt mindre til gavn for både miljø og økonomi.
Som et led i dampkonverteringen går HOFOR den nu i gang med at lægge nye fjernvarmerør i Dronning Louises Bro.
”Vi begynder arbejdet den 31. oktober. Vores gravearbejde er med vilje lagt i efteråret/vinteren, hvor der er færrest arrangementer, cafégæster eller folk der hænger ud på broen, og vi graver i skyggesiden af broen for også at generere mindst muligt,” fortæller Mimmi Malm, der er projektleder i HOFOR.
Arbejdet i Dronning Louises Bro er planlagt til at vare til april 2017, hvorefter HOFOR bevæger sig ned af Frederiksborggade.
Gennemkørsel for cykler og 5a, men fodgængere på ét fortov
Cyklister i indadgående retning vil blive ledt ind på fortovet i stedet for på cykelstien. Alle fodgængere skal derfor gå på det brede fortov på solsiden af broen. Vi lægger de nye fjernvarmerør i cykelstien og noget af vejbanen, der derfor vil blive indsnævret. Bus 5A vil stadig kunne køre over broen.
Cyklister i nordgående retning vil ikke blive generet af arbejdet, med mindre HOFOR støder på noget uforudset.
Arbejdet vil primært foregå på hverdage i tidsrummet kl. 7 – 18. For at genere trafikken mindst muligt vil dele af arbejdet dog foregå om natten. Beboere og erhverv vil blive orienteret via blandt andet døropslag, hvis der er planlagt arbejde udenfor den normale arbejdstid i deres nærområde.
To i én
”Vi gør, hvad vi kan for at genere mindst muligt. Vi ved godt, at mange dagligt cykler, går eller kører hen over broen. Derfor har vi også planlagt vores arbejde, så vores afspærringer generer mindst muligt til fx nytårsaften, hvor mange nyder fyrværkeriet fra broen. Og så renoverer Københavns Kommune brokonstruktionen, så broen ikke skal graves op igen i forhåbentligt meget lang tid,” siger Mimmi Malm og håber på folks overbærenhed, mens arbejdet står på.
På vedhæftede kort kan man se, hvad gravearbejdet får af betydning for gående, cyklister og bilister.
Kontaktinformation:
Nina Maria Klok, kommunikationsrådgiver i HOFOR, tlf. 2795 2135, mail: nimk@hofor.dk