03.11.2021
Fredag blev de første 1000 træer i den kommende folkeskov plantet af 250 børn under overværelse af Hendes Majestæt Dronningen.
Den nye Folkeskov anlægges og plejes af Naturstyrelsen på et areal ved Æbelholt, som er doneret af HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab.
”Plantning af ny skov er en af de måder, vi beskytter grundvandet på – nu og for fremtiden. Og en af de bedste måder, fordi vi samtidig skaber nye rekreative oplevelser for borgerne,” siger Lars Therkildsen, administrerende direktør for HOFOR og formand for brancheforeningen DANVA.
Organisationen Børneringen har sammen med organisationen Growing Trees doneret og samlet ind til de første 12.000 træer til den nye Folkeskov i Hillerød.
“Børneringen sætter fokus på grundvandet sammen med vores medlemsinstitutioner, fordi det giver anledning til at arbejde med science pædagogik, men også for at være med til at sikre fremtidens grundvand for børnene. Dette markerer vi ved at donere et træ for hvert af de 10.000 børn, der dagligt er en del af Børneringen,” fortæller direktør i Børneringen, Nete Dietrich.
Fredag plantede 250 børn fra Børneringens daginstitutioner så de første 1000 træer under overværelse af H.M. Dronningen, som har været Børneringens protektor siden 2000. Der blev sunget for hende og plantet en eventyr-eg til ære for hendes protektorat.
Hillerøds Borgmester Kirsten Jensen deltog også på dagen, hvor repræsentanter for både Naturstyrelsen, HOFOR, Børneringen og Growing Trees holdt taler.
HOFOR forsyner hver dag over 1 mio. kunder i hovedstadsområdet med rent drikkevand. Vandet indvindes fra 49 kildepladser rundt om på Sjælland, hvor der via boringer hentes grundvand op til vandforsyningen. HOFOR har indtil videre udlagt 2770 ha jord til skovprojekter i nærheden af i alt 8 kildepladser.
Folkeskoven ved Hillerød vil være med til at beskytte grundvandet ved ”Æbelholt Kildeplads” som årligt forsyner ca. 37.500 mennesker med drikkevand.
Naturstyrelsen forvalter de statslige arealer i forhold til drift og pleje, friluftsliv og naturvejledning, rådgiver om særligt beskyttede bilagsarter og har ansvar for høst og salg af skovfrø. De yder hjælp til håndtering af invasive dyrearter og regulering af skadevoldende vildt og afholder jagtprøver og rådgiver om biotopplaner og udsætning af vildt. De fungerer også som projektleder for lokalt forankrede natur- og miljøprojekter, herunder skovrejsning.
NGO’en Growing Trees Network Foundation, som indtil nu har samlet ind til 110 Folkeskove i ind og udland. 2.800.000 træer er nu plantet i Danmark for at sikre rent grundvand og skabe flere levesteder til vores planter og dyreliv og ikke mindst nye naturområder til danskernes friluftsliv. I Hillerøds nye folkeskov plantes sammen med Naturstyrelsen i alt 50.000 træer på HOFORs areal.
Børneringen blev grundlagt af Ingeborg Christiansen i 1941. Som et demokratisk modsvar til nazismens påvirkning af samfundet og på grund af stor efterspørgsel på institutioner tog Ingeborg initiativ til at etablere Børneringen. I dag har Børneringen knap 100 medlemsinstitutioner på Sjælland. Medlemmerne er selvejende eller private institutioner for børn og unge.