08.11.2021
Elpriserne i hele Europa er i de sidste måneder nærmest gået gennem taget. Det har naturligvis stor opmærksomhed fra både energimarkederne, forbrugerne og politikerne. I HOFOR er produktion og distribution af fjernvarme et kerneområde, men vi har også en vis elproduktion. Dels fra samproduktion med fjernvarmen, dels fra vind og sol. En stor del af den forventede elproduktion har vi på forhånd solgt til fordelagtige priser, så vi har skabt ro og sikkerhed om indtjeningen.
Administrerende direktør Lars Therkildsen udtaler:
“De stigende energipriser generelt har også gjort det muligt for HOFOR at låse prisen på den forventede elproduktion på et fornuftigt niveau. Vi kunne selvsagt have tjent mere, hvis vi ikke havde haft en forsigtig tilgang. Men så havde vi også påtaget os en risiko. Og det er vi ikke interesserede i.”
Rent regnskabsteknisk forventes fastprisaftalerne – med de nuværende forventninger til elpriser i 2022 – at have en negativ værdi pr. 31. december 2021, som afspejler, hvad man efter den 31.12.2021 kunne have tjent, hvis man ikke havde låst prisen fast. Den negative værdi forventes væsentligt reduceret med udgangen af første kvartal 2022, og på længere sigt forventes værdien af fastprisaftalerne at være neutral i takt med, at aftalerne udløber, og der produceres el.