03.03.2015
Den 10. marts indvier HOFOR det første nye regionale vandværk i mere end 50 år. Værket ligger i Marbjerg ved Roskilde, og det kommer til at danne forbillede for fremtidens vandværker – ikke mindst hvad angår drikkevandssikkerhed. Værket ved Marbjerg udstyres med den nyeste teknik inden for fødevaresikkerhed og miljø og skal servicere omkring 120.000 borgere i otte kommuner i hovedstadsområdet. Det nye vandværk bliver et af Danmarks største og kan levere 4,8 millioner m³ vand årligt.
Vandforbruget på værket er minimeret ved at genbruge spildprodukter i form af skyllevand fra filtreringsprocessen samt ved at opkoncentrere slam fra processen. Desuden er værket forberedt til at modtage og viderebehandle blødt vand – det vil sige vand med et lavt indhold af kalk.
”For HOFOR har det været vigtigt at skabe et bæredygtigt vandværk, som ikke belaster miljøet unødigt. Ved valg af pumper og andre energidrevne maskiner er der derfor lagt vægt på at vælge de mest energiøkonomiske modeller, så energiforbruget og dermed udledning af CO2 til atmosfæren minimeres. Vi forventer også at etablere solceller ved værket, som kan producere dele af den strøm, der er nødvendig for at drive pumper og anlæg,” siger chefkonsulent Jacob Christensen fra HOFOR.
Vandværket ligger i Himmelev Skov, som er et skovrejsningsprojekt mellem Naturstyrelsen, Roskilde Kommune og HOFOR. Skoven beskytter grundvandet mod forurening med pesticider og andre uønskede stoffer.
Her under ses en time lapse video fra opførelsen af Værket ved Marbjerg: