13.03.2015
Mere tryk på vandet i hanerne til sommer:
HOFOR lægger nu nye vandrør i Vordingborggade, Århusgade og Randersgade. Derfor vil der i perioder være færre p-pladser på grund af gravearbejde. Til gengæld kommer der mere tryk på vandet i mange ejendomme, når de gamle og godt forkalkede rør i gaderne bliver skiftet ud med nye.
Nogle af vandrørene i Randersgade-kvarteret er op til 140 år gamle, og de er efterhånden så forkalkede, at det er på tide at skifte dem ud. Derfor er HOFORs gravemaskiner netop startet med at grave ud i Vordingborggade mellem Østerbrogade og Løgstørgade. I april fortsætter de videre ned i gaden mellem Løgstørgade og Strandboulevarden, og går alt efter planen, er de nye vandrør i Vordingborggade på plads i løbet af maj.
I Århusgade går gravearbejdet i gang i april. Her bevæger gravemaskinerne sig også fra Østerbrogade mod Strandboulevarden, og støder HOFOR ikke på uforudsete problemer, er gravearbejdet her slut i løbet af juni. I Randersgade går gravearbejdet i gang i juni fra Vordingborggade mod Nordre Frihavnsgade, og fortsætter frem til august, hvor de sidste vejafspærringer nede om hjørnet i Nordre Frihavnsgade er væk.
Færre p-pladser
Mens der graves, vil der være færre p-pladser i de berørte gader:
Men vi forsøger at afslutte gravearbejdet i hver gade i etaper, så vi optager så få p-pladser som muligt, forklarer projektleder Vibeke Næsby fra HOFOR.
Samtidig minimerer HOFOR gravearbejdet ved at bruge en metode, hvor de nye vandrør skydes ind i de gamle vandrør, som allerede ligger i jorden. På den måde behøver vi ikke at grave ud i hele gadens længde, men kan nøjes med mindre huller, der hvor vi skal slutte de nye rør til det eksisterende net eller skyde nye rør indtil de enkelte ejendomme, forklarer hun.
Containere på Århus Plads
På Århus Plads har HOFOR desuden netop sat containere op til jord, materiale og opholdsrum for gravearbejderne. De forsvinder igen, når gravearbejdet er slut i august. Vi sætter så vidt muligt containerne ovenpå hinanden, så vi heller ikke her optager flere p-pladser end højest nødvendigt, forklarer Vibeke Næsby.
Arbejder kun i dagtimerne
HOFOR arbejder kun i dagtimerne mellem 7-18, og trafikken kan passere som normalt, mens der graves. Alle beboere vil i hele graveperioden have vand i hanerne som normalt, da de får vand via en midlertidig vandledning, mens de nye rør skydes ind i de gamle. Enkelte dage vil det dog være nødvendigt at lukke for vandet i få timer, mens den midlertidige ledning kobles til/fra. Vi varsler beboerne via dør opslag, før det sker.