Gamle vindmøller får nyt liv som hoteller

Hos REn Energi Lolland (REEL) har de fået ideen til et nyt vartegn for Lolland. Et vartegn der samtidig kan bruges som overnatningssted: gamle vindmøller.

HOFOR, der får en stor del af sin grønne strøm fra Lolland, har doneret tre gamle vindmøller til projektet. De gamle møller er taget ned af HOFOR for at give plads til nye og mere effektive møller.

To af møllerne skal omdannes til overnatningsmuligheder, den tredje til udstilling og uddannelse med fokus på formidling af Lollands grønne initiativer.

”Vi vil gerne være med til at formidle og synliggøre, hvor vigtigt samarbejde mellem opland og hovedstad er for den grønne omstilling. Med det her vartegn, kan vi sammen brande Lolland som førende landsdel for grøn vækst og omstilling,” siger Frank Brodersen, direktør for Miljø og Samarbejder i HOFOR.

IWAL (International Wind Academy Lolland) i Dannemare har fra start været samarbejdspartner omkring projektet. De har mange års erfaring med uddannelse inden for service af vindmøller og arbejder også med vindmøller som udflugtsmål. IWAL kunne være en oplagt placering for hotel- og udstillingsmøllerne, men der kan også være andre steder på Lolland, hvor det vil være interessant at etablere konceptet, skriver REEL i en pressemeddelelse: Skitser til nyt vartegn: Overnat i toppen af en vindmølle



Print denne side