01.09.2020
HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, har skrevet under på store kontrakter med Robotek A/S, Vand & Teknik A/S og LM Byg A/S om byggeriet af et nyt, moderne vandværk på den gamle vandværksgrund i Ishøj.
På Køgevej i Ishøj ligger Værket ved Thorsbro, et vandværk som siden 1908 har leveret drikkevand til københavnere og borgere i omegnskommunerne. Værket er blevet moderniseret ad flere omgange – senest i 1985, da man overgik fra dieselmotorer til elektrisk drift. Nu er det igen blevet tid til at nybygge og modernisere det gamle værk, og det skal fremover levere blødgjort vand til kunderne, hvilket betyder mindre besvær med afkalkning af husholdningsmaskiner og brusekabiner.
I juni blev der indrettet byggeplads på vandværksgrunden, og gamle bygninger blev henholdsvis revet ned eller genbrugt. Nu står byggegrunden klar til, at de tre nye entreprenører tager over.
“Vi er meget glade for at kunne gå i gang med det her projekt, og vi er stolte over endnu engang at kunne bidrage med banebrydende teknologi til dette historiske vandværk, så vores kunder såvel som miljøet kan få gavn af det blødere vand inden for en overskuelig årrække, siger Bjarne Korshøj, teknisk direktør hos HOFOR.
Nu har tre entreprenører skrevet under på kontrakter om at bygge det nye vandværk, levere procesanlægget og stå for hele el-entreprisen. Noget af det første, der skal ske, er at bygge skallen til det nye vandværk, og det er LM Byg A/S, der kommer til at stå for den del.
“Værket ved Thorsbro er en vigtig brik i at få drikkevand til hovedstadsområdet, og vi er stolte af at være en del af det arbejde. Vi stod også for byggeri og anlæg af Nyt Vandværk Køge og glæder os til igen at bringe vores kompetencer i spil ved et vandværksbyggeri, denne gang sammen med HOFOR”, siger Hans Anker Nielsen, adm. direktør i LM Byg A/S.
Når bygningen er godt på vej, skal indmaden også placeres. Et topmoderne anlæg med blødgøringsproces bliver installeret af Vand & Teknik.
“Blækket på den nye kontrakt er så småt ved at tørre, og vi glæder os til at trække i arbejdstøjet. Vi skal installere et stort anlæg, som skal bestå af fire behandlingslinjer med fire pelletkolonner til blødgøring af drikkevandet, 16 styk filtre, to rentvandsbeholdere og anlægget skal have kapacitet til at behandle 1.375 m3/t”, forklarer adm. direktør fra Vand & teknik, Jens Kristensen.
Robotek A/S kommer til at arbejde med hele el-entreprisen – en opgave, der kræver et tæt samarbejde med de andre entreprenører.
“Vi er stolte over at have vundet denne store opgave med at stå for el-entreprisen på et helt nybygget vandværk. Vi er mange aktører på banen og der er heldigvis lagt op til et tæt samarbejde, hvor vi allerede kort efter underskrifterne var sat, har haft de første dage med optimering af projektet”, fortæller Torben Munch, afdelingschef i Robotek.
Forbrugerne er begyndt at efterspørge blødere vand, og det er godt for både miljøet og pengepungen. HOFOR er derfor i gang med at blødgøre drikkevandet på alle sine syv regionale vandværker. Et lokalt vandværk i Brøndby leverer allerede blødere vand, og når Værket ved Thorsbro står færdigt i 2023, bliver det som det fjerde værk, der producerer blødere vand til kunderne. Under hele moderniseringen skal det gamle vandværk stadig producere drikkevand til kunderne. Derfor vil den del af værket, som leverer drikkevandet, først blive revet ned, når det nye værk er sat i drift til 2023, og byggepladsen vil først blive forladt, når området retableres som park i 2024.
HOFOR har samlet de skarpeste rådgivere og specialister på feltet til at modernisere selskabets vandværker, og de sidder tæt sammen med HOFORs egne specialister for at sikre det nære samarbejde og undgå unødige misforståelser, forsinkelser osv. Af samme årsag startede projektoptimeringen op allerede få dage efter kontraktunderskrivningen i sidste uge for at forventningsafstemme og skabe de mest optimale samarbejdsbetingelser. Den hurtige opstart på et tæt samarbejde er projektleder Peter Kleis meget glad for.
“I hele perioden skal både det gamle og det nye værk være i drift for sikre forsyningen af drikkevand til hovedstadsområdet, hvilket kræver masser af koordinering og stor kompetence i planlægning og udførelse. Samtidig kræver det et fast tag i tidsplanen, for når vi er færdige, er der et andet af HOFORs vandværker, som skal i gang. Al den minutiøse planlægning og eksekvering bliver nemmere, når vi får etableret et godt samarbejde allerede fra de første dage”, siger Peter Kleis, projektleder fra HOFOR.