11.07.2019
HOFOR har lige idriftsat en helt ny fjernkølecentral, så de mange store ejendomme i Ørestad nu kan vælge at blive kølet på den miljøvenlige måde. Fjernkølecentralen er tegnet af Gottlieb Paludan Architects. Rundt om den nye arkitekttegnede bygning kommer stier og bænke til glæde for forbipasserende og områdets beboere.
I mange byer verden over fører et større behov for aircondition og køling til et højere elforbrug og dermed øget CO2-udledning. Desuden kan traditionelle el-drevne og individuelle køleanlæg være dyre i drift, larme og bruge meget plads på de bygninger, der skal køles.
I København har HOFOR skabt et kollektivt, miljøvenligt fjernkølingssystem, der er inspireret af det velfungerende fjernvarmesystem.
HOFOR sender køling ud til ejendomme og erhvervsbygninger med et stort kølebehov via et system af rør i jorden. De fleste steder produceres kølingen med hjælp fra havvandet i Københavns Havn, og der er behov for ganske lidt strøm til at pumpe vandet rundt. Fjernkøling kan derfor nedsætte CO2-udledningen gevaldigt i forhold til traditionelle kølesystemer.
Når rørene løber i jorden, så behøver der ikke sidde kølemaskiner på bygningernes husmure eller tage. På den måde slipper kunderne for pladskrævende lokale køleanlæg, og kan i stedet udnytte tagarealer til eksempelvis terrasser eller solceller.
“Vi udvider hele tiden fjernkølingsnettet i takt med, at der kommer nye kunder til, og da det er et kollektivt system kan vi også hele tiden udvikle systemet med de bedste, billigste og mest miljøvenlige teknologier. Med den helt nye fjernkølecentral på Fælleddiget i Ørestad har HOFOR i alt 4 fjernkølecentraler og to havvandskamre,” fortæller Jakob Thanning, fjernkølingschef i HOFOR.
Den nye fjernkølecentral ligger på hjørnet af Vejlands Allé og Fælleddiget på Amager og er tegnet af Gottlieb Paludan Architects. Bygningen har intet tag, men en facade, der effektivt lyddæmper kølemaskinerne. Facaden er lavet i bæredygtigt vind- og vejrbestandige lodretstående lameller af accoya-træ, som giver facaderne et raffineret organisk udtryk.
Til efteråret 2019 plantes jorden langs facaderne, så bygningen over tid bliver indpasset i den omkringliggende vegetation, med årstidernes varierende farvespil, som gør bygningen rolig og indbydende.
Der har gennem byggeprocessen været en konstruktiv dialog med områdets beboere. Til brug og glæde for forbipasserende og områdets beboere, etableres en sti rundt om bygningen langs de små kanaler, hvor det vil være muligt at nyde udsigten fra et par bænke. Stien og bænkene åbnes i sensommeren 2019.
Swecos nye hovedkontor er den første bygning i Ørestad, der forsynes med fjernkøling. HOFOR har allerede lagt ledninger fra Fælleddiget til Swecos bygning og er i gang med at lægge nye rør til flere dele af Ørestad. Flere ejendomme, som KLP Ejendomme, har nemlig også allerede valgt fjernkøling.
“Vi håber, at endnu flere af Ørestads store ejendomme også vil vælge fjernkøling til gavn for CO2-regnskab og livet i bygningerne,” afslutter Jakob Thanning fra HOFOR.
FAKTA
Om den nye fjernkølecentral i Ørestad:
Om fjernkøling: