01.02.2021
Arkitektforeningens pris ’Årets Arne’ gik igen i år til et klimatilpasset byrum, nemlig Enghaveparken på Vesterbro. Det er en stor anerkendelse af, at det virker, når HOFOR i tæt samarbejde med byen og borgerne planlægger fremtidens byer. Enghaveparken er blevet omdannet til en klimapark, som ikke bare hjælper byen mod oversvømmelser, når der kommer skybrud, men også gør, at man kan bruge genbruge regnvandet til vanding og i kommunens fejemaskiner. Samtidig er det blevet en park med mange muligheder for alle til hverdag.
”Nytænkende arkitektoniske løsninger, biodiversitet og vandkredsløb har skabt en park til fremtidens behov. Vandet håndteres synligt i projektet ved hjælp af multifunktionelle skybrudsbassiner og et 550 m omkransende dige. Løsningerne holder ekstremregnen tilbage og skaber samtidig nye opholds-, sanse- og bevægelsesmuligheder til hverdag”, lyder motivationen fra Akademisk Arkitektforenings jury.
Det tiltrækker opmærksomhed, når klimatilpasning ikke blot er store konstruktioner under jorden, men også er grøfter, blomsterbede og kanaler med vand. I starten af 2020 blev området omkring Skt. Kjelds Plads på Østerbro således hædret med ’Året Arne’. Det var første år, at den prestigefyldte pris blev tildelt et byrum. Og nu, året efter, er endnu et byrum udviklet af bygherrerne HOFOR og Københavns Kommune blevet tildelt den flotte pris, som også gives til TREDJE NATUR, COWI, Hoffmann A/S, Platant og Områdefornyelsen, der har været vigtige partnere i projektet.
”HOFOR er meget glade for prisen, som vi jo deler med både borgerne, byen og vores dygtige samarbejdspartnere. Prisen er med til at vise, at klimatilpasning og håndtering af de stigende regnmængder ikke kun handler om at bygge kloakker og store rør under jorden, men i høj grad også om inddrage byens overflader, og at dette kan gøres, så vi tilfører byen nye rekreative og arkitektoniske kvaliteter til glæde for byens brugere”, siger projektleder Marlene Halkjer, HOFOR.
Læs mere om projektet i Enghaveparken her.