07.03.2018
En enig dommerkomité i Energiforum Danmark har valgt at tildele EnergyLab Nordhavn Energi- og miljøprisen 2018.
”Fremtidens fossilfrie energisystem kræver, at vi tænker på tværs af forsyning og forbrug. EnergyLab Nordhavn demonstrerer, hvordan man ved at integrere el- og varmesystemet, energieffektive bygninger og elektrisk transport får et intelligent energi system. Den tankegang nedbryder de sædvanlige skel i branchen og åbner for nye intelligente løsninger. Derfor får de Energi- og miljøprisen 2018.”
Sådan lød begrundelsen fra dommerkomiteen fra Energiforum Danmarks bestyrelse, da de den 6. marts 2018 offentligjorde, hvem der i år fik Energi- og miljøprisen.
Hvert år uddeler Energiforum Danmark prisen til en virksomhed, organisation eller person, der har ydet en inspirerende indsats for ansvarlig energianvendelse.
EnergyLab Nordhavn var i år i tæt kapløb mod COOP og Bygningsstyrelsen. Dommerkomiteen var derfor ude i et svært valg, da de skulle vælge blandt årets tre nominerede.
De var dog ikke i tvivl. Som Energiforum Danmarks formand Lars Thygesen udtrykte:
”EnergyLab Nordhavn nedbryder energibranchens traditionelle silotænkning og ser forsyning, forbrug, bygninger og by i ét samlet hele. Det skaber rum for intelligent energiudnyttelse og taler direkte ind i det, vi mener er fremtidens løsning.”
Godt med anerkendelse til innovative projekter
Overrækkelsen af Energi- og Miljøprisen 2018 foregik den 6. marts kl. 16 på Energiforum på Hotel Nyborg Strand. Charlotte Søndergren, planchef for fjernvarme, kraftvarme og bygas i HOFOR udtrykte også glæde for prisen:
”I EnergyLab Nordhavn er HOFOR og 11 andre vigtige spillere på energiområdet gået sammen for at udvikle nye, fleksible og integrerede energisystemer og skabe morgendagens bæredygtige energiløsninger. Et af HOFORs projekter handler for eksempel om fleksibel fjernvarme, hvor vi kan teste varmelagring i bygninger ved at skrue ned for fjernvarmen i perioder med stort pres på fjernvarmeproduktionen. Et andet er en ny varmepumpe, der primært vil bruge el, når vindmøller og solceller producerer meget elektricitet. Og vi tester også fjernvarmen i samspil med el og transport. Derfor er Energi- og miljøprisen en dejlig anerkendelse af, at andre også har fået øjnene op for, at det arbejde vi her gør batter noget, og vil få positiv betydning for fremtiden.”
Du kan læse Energiforum Danmarks pressemeddelelse og begrundelse her.
Om EnergyLab Nordhavn
”EnergyLab Nordhavn – nye energiinfrastrukturer i byer” er et fireårigt projekt, der udvikler fremtidens energiløsninger. Projektet bruger Nordhavn som et levende storbylaboratorium og demonstrerer, hvordan man kan sammentænke el, varme, energieffektive løsninger og elektrisk transport i et intelligent, fleksibelt og optimeret energisystem.
Projektet ledes af Center for El og Energi på DTU, og de øvrige partnere er Københavns Kommune, By & Havn, HOFOR, Radius, ABB, Balslev, Danfoss, Clean Charge, METROTHERM, Glen Dimplex og PowerLabDK-faciliteterne. Projektet er støttet af EUDP og løber fra 2015-2019.
Vil du vide mere om EnergyLab Nordhavn?
Læs mere om EnergyLab Nordhavn og HOFORs arbejde i området her