28.11.2017
Sidste år sparede Danmarks Radio 186.000 kroner på energiregningen med god rådgivning fra HOFOR og IT-værktøjet til intelligent energistyring, ForsynOmeter. Se en lille film om det.
Et par instrumenter til en million i koncertsalen kan ikke tåle fugt, og det dyre kameraudstyr har brug for de rette temperaturer for at virke. Men med intelligent energistyring ved hjælp af ForsynOmeter og god rådgivning fra HOFORs energirådgivere, er det lykkedes Danmarks Radio at spare meget energi og mange penge, uden at det går ud over komfort eller udstyr.
”En af de ting de især har haft succes med er at forbedre deres afkøling, og det er både godt for dem og hele fjernvarmenettet – derfor kunne de få 186.000 kroner tilbage fra os for god afkøling,” siger Jens Akkermann fra Kundeløsninger & Salg i HOFOR.
For at fjernvarmenettet kan drives så effektivt som muligt, er det nemlig vigtigt, at der er en stor temperaturforskel på det fjernvarmevand, som ejendommene modtager, og det som sendes retur – det kaldes afkøling. Kunder med en rigtig god afkøling af fjernvarmevandet får penge retur fra HOFOR. En ejendom kan selv gøre flere ting for at få en god afkøling – og nogle gange skal der slet ikke så meget til.
Gode resultater giver opbakning
At DR kan fremvise de imponerende resultater har gjort, at der er kommet større fokus på området og opbakning til arbejdet med energibesparelser i det store hus. Med et areal på 132.000 m2, 4 varmecentraler, 9 varmevekslere, 166 ventilationsanlæg og 300 blandingssløjfer er der nok at se nærmere på i DR. Derfor arbejder de også videre på at opnå endnu flere energibesparelser.
De penge de sparer på energiregningen, kan jo istedet bruges til at sende noget ud i æteren.
Andre kan blive inspireret
”Det er en rigtig inspirerende historie, der viser, at der i mange bygninger er meget energi at spare uden at folk lægger mærke til det. En ejendom kan typisk spare 10% på energiregningen ved at optimere energiforbruget med ForsynOmeter, så det er bare med at komme i gang for de fleste” siger Jens Akkermann.
ForsynOmeter er HOFORs it-værktøj til intelligent energistyring. Med energistyringsværktøjet får boligforeninger mulighed for at sætte ind præcist dér, hvor effekten vil være størst. Måske løber et toilet i en af lejlighederne? Eller måske er fjernvarmeanlægget indstillet forkert?