25.06.2019
Er du klar over, at der er masser af vandposte rundt om i København, hvor du kan slukke tørsten i koldt postevand – helt gratis og med god samvittighed overfor miljøet?
Så tag drikkedunken med, næste gang du skal ud og nyde solskinnet – eller drik direkte fra hanen.
Man skal huske at drikke vand. Selvom man er ude at nyde det gode vejr og på farten i vores hovedstad, så behøver man ikke købe vand på flaske for at få nok væske. Sluk hellere tørsten i gratis miljøvenligt vand fra byens mange vandposte. Så sparer du både CO2 og penge. Sådan lyder et godt råd fra HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, der leverer vand til vandpostene og til 1 mio. danskere i hovedstadsområdet.
Københavns drikkevand er i verdensklasse, og HOFOR tjekker vandets kvalitet hver dag. Udover at drikkevandet i København smager friskt og dejligt, så er postevand også noget af det mest miljørigtige, man kan drikke.
Postevand er hele 900 gange mere miljøvenligt end flaskevand. Det skyldes blandt andet, at postevandet ikke kommes på flasker af plastic, der bliver transporteret rundt i lastbiler.
Når en liter vand forlader en københavnsk vandhane, udledes der kun 0,0002 kg CO2, fra vandet pumpes op, til det filtreres og transporteres ud til forbrugerne. Snupper man derimod en liter flaskevand i supermarkedet, er der desuden blevet brugt CO2 på at producere flasken, tappe vand og transportere flasken. Derfor koster 1 liter flaskevand i gennemsnit 0,18 kg CO2 – det er 900 gange mere end postevand.
Der er vandposte fordelt over hele København på gader, i parker, ved legepladser eller turistattraktioner. Så find drikkedunken frem, for der er masser af muligheder for at fylde den op med postevand rundt om i byen.
Se et kort over alle HOFORs vandposte