11.10.2016
Lars Therkildsen, administrerende direktør for HOFOR.
Med en solid baggrund i forsyningssektoren var Lars Therkildsen i 2008 det oplagte valg til stillingen som øverste chef for Københavns Energi, der i 2012 fusionerede med en række vandselskaber i hovedstadsområdet og blev til HOFOR, landets største multiforsyningsvirksomhed.
Med Lars Therkildsens skarpe blik for kundepleje, økonomi og samfundsbetydning har virksomheden udviklet sig markant under hans ledelse. Den årlige omsætning er øget fra 3,6 til 5,3 mia. kr., medarbejderstaben vokset fra 670 til 1.200 og nye forretningsområder er kommet til. Virksomheden er i dag en krumtap i arbejdet med at nedbringe CO2-udledningen og beskytte hovedstadsregionen mod oversvømmelser efter de stadig hyppigere skybrud.
Lars Therkildsen er uddannet statsautoriseret revisor. Karrieren tæller direktionsansvar i en række større virksomheder som Naviair, energiselskabet SEAS/NVE og Dansk Standard. Han har desuden varetaget en række bestyrelseshverv i bl.a. Energi Danmark, Elektra Energihandel, Dansk Energi, Dansk Fjernvarme, hvor han i dag er næstformand, og vandselskabernes brancheforening DANVA, hvor han er formand for bestyrelsen.
Privat er han dedikeret vinterbader og medlem af den lokale vinterbadeklub i Charlottenlund nær bopælen i Hellerup, hvor han også bruger en del af sin fritid på tennisbanen.