31.08.2015
Et bunddække er en effektiv måde at holde ukrudtet nede på. Først skal du vælge, hvilken blomst eller plante, du vil dække med. Derefter skal du sørge for at plante på det rigtige tidspunkt her i foråret.
Søg efter ”bunddække” på nettet og få et overblik over mulighederne. Der findes f.eks. over 200 slags storkenæb i alle mulige farver. De vokser i et tæt blomstrende tæppe. De er nemme at holde nede, hvis du også gerne vil have andre planter i bedet.
Drømmer du om et lugefrit bed, kan du vælge et endnu mere sejlivet bunddække af fx skovjordbær eller kærmindesøster. Kærmindesøster har små lysende blå blomster og store mørkegrønne blade. Her i forsommeren stjæler de store blade lyset fra ukrudtet, så det sygner hen.
Løvefod eller grønne bladplanter som efeu og hosta kan også give dig et tæt grønt tæppe: Det vil med tiden kvæle dit ukrudt – men pas på, det breder sig også i haven.