Hvis jeres kloakstikledning er tilstoppet

Opdager I, at jeres kloak er stoppet til, skal I altid starte med at kontakte HOFOR, spildevand, som kan fortælle jer, hvordan I skal forholde jer. Reglerne varierer nemlig fra kommune til kommune.

Ligger jeres ejendom i Københavns Kommune, skal I i reglen selv tilkalde et privat slamsugerfirma. Her er det nemlig ejendommens ejer, der har ansvaret for at holde stikledningen ren, ikke kun frem til skel, men helt ud til hovedkloakken. Også i Albertslund Kommune er der særlige regler. Dem kan I finde nederst på siden.

Hvis det er hovedkloakken

Uanset hvilken kommune jeres ejendom ligger i, bør I kontakte HOFOR, hvis I har grund til at tro, at tilstopningen i stikledningen skyldes en tilstoppet hovedkloak. Spørg fx jeres naboer. Er deres kloakstikledning også tilstoppet, kan det være tegn på, at problemet er i selve hovedkloakken.

Kontakt HOFOR, Spildevand

Det er vigtigt, at I kontakter os med det samme, hvis I mener, at problemet er på den offentlige del af stikledningen. Det er nemlig kun HOFOR, der må sætte et arbejde i gang med at reparere denne del af stikledningen.

Kontakt HOFOR på tlf.: 3395 3395
Mandag til torsdag kl.: 08:30-15:30 / fredag kl.: 08:30-14:30

HOFORs vagtstation kan kontaktes uden for åbningstid på:
  3888 2424

Ud fra de oplysninger I giver os, vurderer vi, om det er nødvendigt at komme ud og undersøge problemet nærmere ved fx at lave en tv-inspektion af den offentlige del af stikledningen. Ud fra det vil vi vurdere, om kloakken skal repareres.

Grænsen mellem vores og jeres del af stikledningen

Der er desværre ikke en simpel definition af, hvor grænsen mellem den offentlige og den private del af stikledningen går. Det afhænger i hvert enkelt tilfælde af reglerne for den enkelte kommune og forholdene på stedet.

Undersøgelse og reparation af den offentlige del af stikledningen sker for HOFORs regning. Al vedligeholdelse og reparation af ejendommens øvrige kloaksystem, altså den private del, skal I derimod betale for.

Særligt for Albertslund

I 2002 overtog kloakforsyningen ejerskabet af de fleste private kloakker i kommunen, helt frem til sidste brønd inden ejendommen. Spørg HOFOR, hvor afgrænsningen er for din ejendom.

Er kloakkerne ved jeres ejendom blandt dem, der blev overdraget til kloakforsyningen, skal I ikke rekvirere en privat slamsuger, men kontakte HOFOR med det samme.



Print denne side