Kalvebod Brygge Skybrudstunnel

Kalvebod Brygge Skybrudstunnel (tidligere kaldet Vesterbrotunnelen) skal være med til at sikre byen mod oversvømmelser i forbindelse med skybrud.

Tunnelen er én af flere hovedvandveje i Københavns og Frederiksberg Kommuners skybrudskonkretiseringsplan og skal kunne opsamle skybrudsvand fra Frederiksberg Øst og Vesterbro og lede det videre ud i havnen.

  Hent og læs skybrudskonkretiseringsplanen
  Se projektet forklaret på et postkort

Strækning

Kalvebod Brygge Skybrudstunnel skal anlægges fra Vodroffsvej/Gammel Kongevej, under Kødbyen og ud til Kalvebod Brygge. Den præcise placering af tunnelen bliver lagt fast, når alle forundersøgelser er afsluttet i 2018.

Tidsplan

Byggeriet forventes at begynde i starten af 2021, og tunnelen forventes at stå færdig i 2025. Indtil anlægsarbejdet går i gang, undersøger HOFOR og Frederiksberg Forsyning bl.a. miljøforhold, geotekniske forhold og den eksisterende infrastruktur i området (fx Metrolinjen og vand- og varmerør m.v.) Desuden skal vi afdække risici og indhente de nødvendige tilladelser til byggeriet.

Dimensioner

Tunnelen bliver ca. 1,4 km lang, og rørene bliver 2-3 meter i diameter og kommer til at ligge ned til 20 meter i undergrunden. Der etableres tre midlertidige arbejdsskakte til borearbejdet og en permanent pumpestation ud for Kalvebod Brygge, som kan pumpe vandet op fra tunnelen og ud i havnen.

Kapacitet

Tunnelen bliver designet til at kunne klare en pludselig regnmængde, der er så kraftig, at den statistisk set kun vil forekomme en gang hvert 100. år (en såkaldt 100-års regn). Tunnelens kapacitet bliver størst på strækningen mellem Sønder Boulevard og Kalvebod Brygge, fordi der tilkobles skybrudsvand fra Vesterbro. Her kan der strømme ca. 20 m3 per sekund gennem rørene. Der svarer til 2/3 af Gudenåens vandgennemstrømning.

Anvendelse

Tunnelen skal kunne tages i brug, når der står vand på terræn i området. Statistiske beregninger viser, at det vil ske ca. tre gange hvert årti. I fremtiden kan vi dog forvente flere kraftige regnbyger og skybrud , så om 100 år vil det ske ca. syv gange pr. årti.

Budget

Anlægsbudgettet for Kalvebod Brygge Skybrudstunnel er ca. 320 mio. kroner.

Yderligere information:

Michael Jansson, projektleder HOFOR
  3395 3395
  mjan@hofor.dk

Mikael Koopman, projektleder Frederiksberg Forsyning
  38 18 50 00
  miko@frb-forsyning.dk



Print denne side