Landvindmøller

En vindmøllepark opføres som udgangspunkt i et område, der betragtes som egnet i forhold til kommunens vindmølleplan. Etableringen tager dog tid, da mange interessenter er involveret. HOFOR har som mølleopstiller en vision for godt samarbejde med både lodsejere og kommuner.

Billede af landvindmøller

Etablering af nye vindmølleparker

Fra den første analyse af et område til de nye vindmøller sættes i drift, kan der gå op til 5 år. Det skyldes bl.a., at vindmølleparker bliver til i en offentlig planproces, hvor mange interessenter gør brug af deres mulighed for at påvirke projektet.

En ny vindmøllepark opføres i udgangspunktet i et område, der er udpeget som egnet i kommunens vindmølleplan.

Miljøkonsekvensvurdering

Forud for etableringen af en vindmøllepark foretages en miljøkonsekvensvurdering (tidligere VVM). Det er en grundig undersøgelse af en eventuel vindmølleparks virkning på mennesker og miljø (luft, vand, dyr og planter mv.). Endeligt udarbejder kommunen en lokalplan for projektet.

Erstatning for tab af ejendomsværdi

Inden opstilling af vindmøllerne har naboer mulighed for at søge om erstatning for tab af ejendomsværdi som følge af vindmøllerne, og de får mulighed for at købe anparter i vindmøllerne til kostpris.
 

Samarbejdspartnere

HOFOR er som mølleopstiller afhængig af et godt samarbejde med både lodsejere og kommuner. Samarbejdet beror på, at vi som projektudviklingsselskab imødekommer interessenter og engagerer os i lokalområdet.

Vores vision for samarbejde er, at vi:

  • Altid står til rådighed for spørgsmål om vores vindmølleprojekter.
  • Altid får inddraget lokalområdet i vindmølleparkernes udviklingsfase bedst muligt.
  • Altid udvikler vores vindmølleprojekter i tæt dialog med både kommune og øvrige interessenter.

 
Det siger andre om samarbejdet med HOFOR Vind:

“Vi er rigtig glade for, at en ansvarlig og seriøs spiller på vindmarkedet overtager virkeliggørelsen af vores vindprojekt. Det bliver en rigtig god løsning, og vi glæder os til at formidle om bæredygtig energi til vores gæster.”
– Christoffer Knuth, indehaver af Knuthenborg Safaripark

”Vores primære interesse og kompetence ligger i udvikling af vores landbrug – og ikke i vindkraft. Derfor har vi valgt at overdrage vores vindprojekt til HOFOR, som har både finansiel og teknisk ekspertise på dette område. Samtidig får vi en stabil indtjening og mulighed for at realisere de udviklingsplaner for vores ejendomme, der oprindeligt var det egentlige formål med vindmølleprojektet. Det synes vi er positivt,”
– Christian Nymann og Harald Krabbe samstemmende, gårdejere på Stensgaard hhv. Frederiksdal

Et eksempel på et landvindmølleprojekt

Vindmølleprojektet Rødby Fjord III på Sydlolland er blevet rejst og sluttet til el-nettet i januar 2018. Den første indledende kontakt mellem lodsejere i området og HOFOR blev taget i efteråret 2014.

Projektet består af 8 stk. Vestas V117-3,45/3,6 MW med en forventet samlet årsproduktion på ca. 97.000 MWh. Dette svarer omtrent til elforbruget i 23.000 husstande.

I forbindelse med realiseringen af projektet blev der samtidig nedtaget 10 ældre og mindre møller, som alle var mere end 20 år gamle.

 

Billede af støbning af fundament til landvindmølle

Støbning af fundament til én af de 8 møller i Rødby Fjord III Vindmøllepark.

Billede af landvindmøller i Rødby Fjord III

De færdige vindmøller i Rødby Fjord III Vindmøllepark. Billedet er taget fra nordøstlig retning – med Østersøen i baggrunden.



Print denne side