Smartere Fjernvarme

 billede af udsigt over københavn

Baggrund

Opvarmning af bygninger står for omkring 40% af det samlede energiforbrug i EU. I København er 98% af alle bygninger tilsluttet fjernvarmenettet, som relativt set er en effektiv og klimavenlig opvarmningsform.

Der er dog stadig effektiviseringsgevinster at høste i fjernvarmesystemet, og HOFORs undersøgelser viser, at især varmecentralerne i bygninger rummer et stort forbedringspotentiale.

Derfor tog HOFOR i slutningen af 2018 initiativ til Smartere Fjernvarme. Smartere Fjernvarme er et udviklingssamarbejde med Danfoss, Grundfos og Kamstrup, som arbejder på at gøre fjernvarmesystemet mere effektivt bl.a. ved brug af digitale teknologier og data.

Udfordringen

HOFORs undersøgelser peger på, at op mod 50% af alle varmecentraler i de københavnske ejendomme ikke fungerer optimalt, og omkring 25% af alle varmecentraler har fejl, som gør, at forbrugerne bruger for meget varme.

Driften af varmecentralerne er bygningsejerens ansvar, men det er vanskeligt for de ansvarlige driftsfolk at få varmeanlægget i bygningerne til at fungere optimalt.

Løsningen

I Smartere Fjernvarme-initiativet har partnerne udviklet et intelligent digitalt værktøj, som hjælper bygningsejere og driftsfolk med at forbedre driften.

Varmeassistenten fungerer sådan, at der opsamles data fra kundernes varmeanlæg, som sendes hjem via telenettet. Data analyseres, og der sendes en diagnose tilbage til eksempelvis bygningsejeren med anvisninger om, hvad der er galt, og hvordan det kan fikses.
Illustration af processen for smartere fjernvarme

”Vi kalder Varmeassistenten et beslutningsstøtteværktøj”, forklarer Simon Dreyer fra HOFOR, som er projektleder på Smartere Fjernvarme initiativet.

”Ideen med værktøjet er at gøre det lettere for bygningsejeren at sikre en optimal drift af deres varmeanlæg. Det er til gavn for vores kunder, men det har faktisk også en meget positiv effekt på hele fjernvarmesystemet.”

De fire partnere bag værktøjet vurderer, at potentialet for besparelser er stort. Alene i HOFORs fjernvarmesystem i København er potentialet over 100 mio. kr. i besparelser om året og en reduktion på 5% af varmeforbruget, hvis alle byens varmecentraler kørte optimalt.
Eksempel på skærmbillede af varmeassistenten

Varmeassistenten laver et sundhedstjek af varmeanlægget i ejendommen, og fortæller ejeren hvordan anlægget fungerer, og hvilke fejl som er fundet.

Samarbejde som løftestang i udviklingen

Samarbejdet i Smartere Fjernvarme mellem HOFOR, Danfoss, Grundfos og Kamstrup startede i december 2018, hvor parterne satte sig sammen første gang. Siden da er det gået hurtigt med at udvikle ideen til Varmeassistenten og etablere en prototype, som beviser, at konceptet kan fungere i praksis.

Projektet og samarbejdet bygger på en agile metoder, hvor blandt andet designsprint har været et af elementerne.

”Vi har oplevet, at det er meget produktivt at holde et relativt højt tempo i udviklingsarbejdet og sørge for at sætte folk sig sammen i koncentrerede udviklingsworkshops. Vi er fire firmaer med forskellige kompetencer, og når de sættes sammen i en struktureret proces, så sker der noget meget interessant”, uddyber Simon Dreyer.
Billede af personer der samarbejder om smartere fjernvarme

Kontakt

Simon Dreyer
Projektleder
  simd@hofor.dk
  3395 3395

Samarbejdspartnere

Kamstrup
Grundfos
Danfoss




Print denne side