Forbrugerne og det blødere vand

Mange forbrugere vil gerne undgå at skulle fjerne kalk ofte. Det er en af grundene til, at vi indfører blødere vand, der betyder længere levetid for fx husholdningsmaskiner.

Det er et ønske fra mange forbrugere at slippe for besvær med at fjerne kalk fra badeværelser, husholdningsmaskiner, varmtvandsanlæg, installationer mv. Det er en vigtig årsag til, at HOFOR besluttede at indføre blødere vand.

Du kan læse mere om fordelene ved blødere vand:

Fordelene for private forbrugere
Fordelene for erhverv og boligselskaber

Konsekvenser af kalken

Kalken betyder for eksempel, at vaskemaskinen, blandingsbatteriet og toilettet holder i kortere tid end ved vand med mindre kalkindhold. Samtidig bruger man store mængder afkalkningsmidler og sæbe.

For boligselskaber og mange virksomheder er det hårde vand også et problem, fordi der i dag bruges ressourcer på at fjerne kalk i mange varmtvandsanlæg, på udskiftning og reparation af løbende toiletter og på drift af blødgøringsanlæg.

Kalk og sundhed

Nogle forskere fremhæver, at kalk i vandet er med til at beskytte tænderne, og at blødgøring af vandet derfor kan give øget risiko for huller i tænderne. Der er dog mange faktorer, der spiller ind i forhold til tandsundheden, fx drikke- og spisevaner og god tandhygiejne.

Nye undersøgelser peger på, at der er en større forekomst af børneeksem i områder med meget kalk i vandet. Men i øvrigt påvirker det ikke sundheden, om vandet er blødt eller hårdt. Blødgøring af vandet i Brøndby og flere andre kommuner er godkendt af embedslægen.



Print denne side