Lækagejagt med droner

Fjernvarmenettet i dele af byen bliver termograferet fra luften med droner.

Termografering med droner
Til Rom og tilbage. Så langt kan de 2.888 kilometer fjernvarmerør under vores hovedstad næsten nå. Det er mange kilometer rør at holde øje med. Derfor tager HOFOR ny teknologi i brug i kampen for at finde utætheder og varmetab i rørene ved at termografere fjernvarmenettet fra droner.

Når HOFOR lægger nye fjernvarmerør er de udstyret med alarmtråde, der kan registrere eventuelle lækager, men da flere af rørene under København er af ældre dato, findes denne mulighed ikke i de rør. Hvis der går hul på et rør i dag, kan det tage tid at lokalisere stedet præcist, og vi risikerer nogle gange at skulle grave op i et større område end nødvendigt. Det er både tidskrævende og dyrt.

Dronerne kan fra luften måle varmestråling med en termisk sensor og skabe billeder af det. På den måde vil man kunne se, hvor der er unormalt høje temperaturer og dermed sandsynlighed for et varme- og vandtab i fjernvarmenettet. Ved at termografere fra en drone er det vores klare håb, at vi hurtigt kan få et mere præcist overblik over, hvor der eventuelt er utætheder og hurtigt kunne gøre noget ved det til gavn for både CO2-regnskabet og varmeregningerne.

Vi begyndte i Vanløse og Brønshøj – og fortsætter nu i flere bydele
Som et pilotforsøg begyndte HOFOR termograferingen med droner i Vanløse og Brønshøj, hvor rørene typisk er 25-30 år gamle.

I Brønshøj/Husum og Vanløse fandt vi en række utætheder, der nu bliver repareret.

Du kan læse om de konkrete resultater i de bydele her.

På Amager fandt man også utætheder, der kan repareres til gavn for forbrugere og miljø.

Du kan læse om resultater fra Amager her.

Derfor bruger HOFOR nu dronerne til at kigge nærmere på fjernvarmenettet i flere dele af København.

Vi flyver om natten – og kun i det rette vejr
Der er en række forhold, der skal være i orden for, at det overhoved er muligt at termografere med droner.

For at få de bedste resultater og de rigtige temperaturer sender vi dronerne i luften, mens det er koldt og mørkt. Der må ikke være regn eller våd asfalt, for så kan de ikke måle de rette temperaturer. Der må også kun være middelvind under 8 meter i sekundet, ellers kan de ikke flyve stabilt.

Det kan derfor være svært i god tid at oplyse præcis, hvornår vi flyver, men her på siden vil vi løbende oplyse om planlagte og gennemførte flyvninger.

Fakta om dronerne

  • Der vil blive fløjet med to droner. De flyver i 80-120 meters højde, og man vil muligvis kunne høre en svag brummen fra dronerne.
  • Dronerne tager ingen almindelige billeder. De måler kun elektromagnetisk stråling i bølgelængderne 7,5 – 14 μm med en termisk sensor. Intensiteten omregnes til en faktisk temperatur. Hver temperatur tildeles en farve og deraf opstår termografibillederne.
  • Dronerne styres af Drone Systems for HOFOR. Der skal 2 personer til for at styre dem og udføre termograferingen.


Print denne side